Mærkesager

Max 22 elever i klasserne

På papiret må der max være 25 elever i hver klasse i Solrød Kommune. For at rumme tilflyttere giver man dog mulighed for ekstra 3 elever pr. klasse, hvilket gør at alt for mange skoleklasser ligger omkring de 28 elever. Dette er i min optik en for høj klassekoefficient, til at man kan tilbyde eleverne et attraktivt læringsmiljø.

I Solrød har vi flere elever i hver klasse end landsgennemsnittet og det giver ikke lærer og elever de bedst mulige betingelser for undervisning og læring. Antal af elever påvirker i høj grad lærernes mulighed for at være nærværende for den enkelte elev.

Jo flere elever, der skal rummes i ét klasserum jo mindre tid bliver der til at understøtte den enkelte elevs faglige såvel alsidige udvikling.

For både elevernes og lærernes skyld bør, der derfor være en lavere klassekoefficient.

Som underviser ved jeg udmærket, hvor frustrerende det er, at de rammefaktorer kommunen stiller deres medarbejdere til rådighed i form af høje klassekoefficient. Begrænser vores mulighed for at yde den bedst mulige service og undervisning til vores børn og unge.

Garanti for frit skolevalg

Ønsker du at dit barn starter på Uglegårdsskolen, selvom at I egentlig har Munkekærskolen som distriktsskole? Så er du ikke garanteret en plads på den skole som du ønsker. Selvom at der på papiret er frit skolevalg, er det nemlig under forudsætning af, at der er ledig kapacitet. I Solrød Kommune er kapaciteten dog så begrænset, at du sagtens kan risikere, ikke at kunne få plads på andet end distriktsskolen.

Problemet er kun blevet større med årene. Et stort pres daginstitutionerne i Solrød har nemlig gjort, at mange børn går i institution i den modsatte ende af byen, end hvor ens distriktsskole ligger. Hvor det før var naturligt at børnegrupperne i institutionerne skulle starte på samme skole, er realiteten i dag ofte en anden.

Folkeskolerne i Solrød har langt hen ad vejen vide rammer for at selvbestemmelse, sammenlignet med eksempelvis vores nabokommuner, da man i Solrød ikke fastsætter og detailstyrer skolerne fra central hånd, men i højere grad lader det være op til de enkelte skoler at bestemme. Det er i og for sig rigtig godt – For ingen kender elevgrupperne bedre end dem, der møder dem hver dag. Det betyder også at kommunens tre folkeskoler har vidt forskellige profiler.

Alle børn er forskellige og har forskellige behov og ønsker. Derfor mener vi i Liberal Alliance, at man frit skal kunne vælge mellem kommunes folkeskoler for at imødegå elevernes forskelligartethed. Det er derfor på sin plads, at vi indfører en garanti om optag på den skole som den enkelte familie finder bedst.

Eksempler på skolernes forskellige profiler

På en af skolerne er der to spor og andre fire til seks spor. På en skole bliver man opdelt i nye klasser når man begynder i syvende klasse efter valgfag og linjefag. På nogle skoler kan man kun få tysk på andre kan man vælge mellem tysk, fransk eller spansk.

Sikker skolevej i Havdrup

På trods af den stigende byfortætning i Havdrup, har store dele af byen stadig ikke en sikker skolevej. De tiltag der skal til at sikre en god og sikker trafikafvikling i Havdrup, har nemlig i alt for mange år kun fundet vej til kommunale trafikplaner, uden at der har fulgt penge med.

Jeg anser det derfor for centralt, at der hurtigst muligt efter kommunalvalget, igangsættes et arbejde som skal føre til planlægning og eksekvering af en sikker skolevej i Havdrup.

Fleksible åbningstider

Familier er forskellige, og visse familier kan have svært ved at tilpasse sig de nuværende (begrænsede) åbningstider i kommunens institutioner.

Derfor foreslår jeg at vi udtager 1-2 institutioner i kommunen, hvor der kan laves en forsøgsordning med udvidede åbningstider. På den måde vil man kunne tilgodese forældre med skæve arbejdstider

 

Ny institution i strandområdet

Kapaciteten i de kommunale institutioner er desværre presset i strandområdet. Dette har den betydning, at forældrene ikke har et reelt frit institutionsvalg. Såvel for at skabe øget valgfrihed, men ligeledes for at skabe en øget robusthed, foreslår Liberal Alliance at opføre en ny daginstitution i strandområdet.

Jeg har grundlæggende svært ved at forstå, at et stort byrådsflertal anser det som utænkeligt at opføre en ny institution (til en pris på mellem 20-30 mio. kroner), mens man samtidig flirter med tanken, om at bygge et rådhus til op imod 325 mio kroner.

Lappeløsningerne med at fylde flere børn ind på færre kvadratmeter, bør erstattes med mere langtidsholdbare løsninger. Og her er en ny institution en fornuftig investering.

Tilbagerulning af tidlige overflytning til børnehave

I indeværende byrådsperiode, valgte byrådet at fremrykke børnehavestarten fra 3 år til 2 år og 10 måneder. Denne besparelse blev “solgt ind” af forvaltningen, som en løsning som man havde positive erfaringer med fra andre kommuner. De efterfølgende evalueringer af tiltaget, har dog vist at den tidligere overflytning ikke er faldet i god jord. Vi ønsker derfor at rulle besparelsen tilbage, således at man fremadrettet først skal starte i børnehave, når barnet fylder tre år.